Brownie med skumfidus-låg

Meget mørk og intens brownie med skumfidus-låg. Kagen smager utrolig godt, men er noget tung i det. De små firkantede stykker kage á 5×5 cm passer derfor perfekt i størrelse – på den måde får du hverken for lille eller for stort et stykke kage… og hvis du nu alligevel synes, at kagestykket er for småt, så kan du jo altid bare ta’ to gange. I won’t tell 🙂

Opskriften rækker til ca. 30 firkantede stykker brownie.

Ingredienser

  • 250 g smør (eller margarine)
  • 125 g kakaopulver
  • 100 g mørk chokolade
  • 400 g brun farin
  • 2 mellemstore æg
  • 125 g hvedemel
  • 2,5 dl mælk

    Topping
  • 200 g små skumfiduser
  • 100 g chokolade
  • evt. 100 g saltede peanuts

Fremgangsmåde

  1. Tænd ovnen på 175 grader (alm. ovn).
  2. Find en bradepande med målene 30×40 cm og beklæd den med bagepapir. Kram bagepapiret, før du kommer det ud i bradepanden. På den måde sikrer du dig, at det når helt ud i alle hjørnerne.
  3. Smelt smørret i en gryde og kom kakaopulver og hakket chokolade ned i gryden. Smelt hele balladen ved jævn varme og rør, indtil blandingen er ensartet. Tag herefter gryden af varmen.
  4. Bland brun farin, æg mel og mælk i smør/kakao/chokolade-massen. Rør herefter godt rundt i dejen, så du sikrer dig, at der ikke er nogle klumper.
  5. Fordel dejen i bradepanden og bag kagen i ca. 30 minutter ved 175 grader (alm. ovn). Tjek, om kagen er færdigbagt ved at stikke en kødnål ned i midten af kagen (alternativt kan du bruge en skarp kniv). Slipper kødnålen, er kagen færdigbagt. Hænger der stadig dej ved, skal kagen bages lidt længere.
  6. Når kagen er færdigbagt fordeles den hakkede chokolade, skumfiduserne og evt. de saltede peanuts på toppen af den lune kage. Bag herefter kagen igen i 5-10 min., eller indtil skumfiduserne er gyldne og chokoladen er smeltet.
  7. Afkøl kagen i køleskabet før servering. Sæt den gerne i køleskabet i minimum 1 times tid, før du skærer den ud i små firkanter. På denne måde slipper de bagte skumfiduser lettere skærekniven, og du får nogle flottere og mindre flossede kanter på de små firkantede stykker kage.
  8. Velbekomme 🙂

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*