Min mor er verdens bedste 🙂 Hun har lært mig utrolig mange ting i og uden for køkkenet i mit 28år lange liv. Hver gang jeg har et spørgsmål vedr. mad, så tøver jeg ikke et sekund med at ringe hende op. Hvis ikke det var for hende, havde jeg heller ikke haft mod på at lave min blog for godt 8 måneder siden.
Udover at være god i det salte køkken er min mor også en ørn i det søde køkken: Hun laver en fænomenal god marcipan-is, som er en klar favorit i min store familie. I skal derfor ikke snydes for opskriften 😛 <3
Opskriften rækker til 20 pers. Hvis portionen er for stor, og man gerne vil lave 1L, så kan portionen tilpasses (find mængderne nederst i opskriften).
Ingredienser
- 12 (past.) æggeblommer
- 9 spsk. sukker
- 1½ l pisket fløde
- 350 g marcipan
- 240 g chokolade
- 5 (past.) æggehvider
Fremgangsmåde
- Pisk æggeblommer og sukker godt sammen, indtil det er hvidt og luftigt.
- Find en separat skål og pisk fløden stiv. Vend æggemassen i fløden.
- Skær marcipanen i passende bidder og hak chokoladen i grove stykker. Bland det i massen.
- Pisk æggehviderne stive i en ny skål. Hvis du kan vende skålen på hovedet, uden at æggehvide-massen falder ud, så har æggehviderne den perfekte konsistens 🙂
- Vend forsigtigt de stive æggehvider i massen og hæld herefter isen i en form. Kom formen i fryseren natten over.
- Tag gerne isen op lidt før servering, så den får en blødere konsistens.
- Velbekomme!

Ingredienser til 1 L is
- 8 (past.) æggeblommer
- 6 spsk sukker
- 1 l pisket fløde
- 270 g marcipan
- 160 g chokolade
- 4 (past.) æggehvider