Eftersom vi på nuværende tidspunkt kun er to kagespisere herhjemme, står vi af og til med en del kagerester, som jeg enten smider i fryseren eller tryller om til noget andet lækkert – nemlig disse lækre Cake Pops 🙂 De kan laves i mange versioner. I forbindelse med Halloween tilføjede jeg Bailey, da jeg var løbet tør for romessens. Upsi 🙂 Men det kan absolut også noget! Kun fantasien sætter grænser for, hvordan de skal pyntes og præsenteres. Nogle er til traditionel chokoladekrymmel, mens andre foretrækker kokosmel.
Opskriften rækker til 12 små eller 6 store cake Pops.
Ingredienser
- 300 g kagerester (kagerester, fx brownie, wienerbrød, roulade etc.)
- 2-3 spsk romessens (Bailey, mandelessens, likør etc.)
- 2 spsk madkakao
- 3 spsk syltetøj
- 2 spsk havregryn
- pynt i form af kokos, chokoladekrymmel m.v.
Fremgangsmåde
- Smuldr kageresterne i en skål eller blend dem i en foodprocessor, og bland dem med de øvrige ingredienser, indtil dejen er glat og ensartet.
- Sæt dejen på køl i 1/2 time. Så er den nemmere at arbejde med. Hvis du alligevel finder dejen for våd, kan du med fordel tilføje 2 spsk havregryn. Er dejen derimod for tør, kan du tilføje mere syltetøj.
- Form 6 store eller 12 små Cake Pops og rul dem herefter i chokoladekrymmel eller kokosmel. Stil kuglerne på køl indtil servering.
- Velbekomme 🙂