Pandekageroulade

Herhjemme elsker vi pandekager i alle afskygninger. Opskriften byder på en kæmpestor pandekage med lækkert pikant-, skinke- og grøntsagsfyld. Den er forholdsvis nem at lave. En anden fordel ved opskriften er, at man kan lave den i god tid. Den kan nemlig fryses ned 🙂 Da min mor præsenterede mig for opskriften i sin tid, tænkte jeg med det samme, at jeg ville dele den med jer, da den er ret så lækker. So here you go:

Ingredienser

Pandekagedej

  • 125 g mel
  • 1 tsk. salt
  • 5 dl mælk
  • 4 æg

Fyld

  • 2 porrer
  • 1 rød peber
  • 1 pk skinkestrimler
  • 200 g pikant flødeost

Fremgangsmåde

Pandekagedej

  1. Ingredienserne i dejen røres sammen, indtil den er ensartet og klumpfri ligesom en pandekagedej.
  2. Hæld derefter dejen direkte på en bradepande beklædt med bagepapir og bag den ½ time ved 200 grader (alm. ovn).

Fyld

  1. Rens porrerne og den røde peber og skær dem i mundrette stykker.
  2. Svits grøntsagerne på panden og tilsæt herefter skinkestrimlerne og flødeosten. Lad fyldet stege i et par minutter. Smør fyldet ud på den bagte pandekage og rul den herefter sammen som en roulade.
  3. Hold eventuelt pandekagerouladen varm i ovnen ved 150 grader (alm. ovn), indtil den skal serveres.
  4. Velbekomme 🙂

TIP! Kan fryses til den dag, den skal bruges. Optøning: ca. 6 timer. Opvarmes ved 175 grader (alm. ovn) i ½ time. Serveres lun med en god grøn salat og flütes til 🙂

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*