Jeg løber lidt ekstra stærkt for tiden for at nå de ting, jeg har på min to-do-liste med både indkøb af gaver til og fejringen af min mands 30års fødselsdag, min svigermors runde fødselsdag – alt imens lillepigen sidder på min hofte, fordi hun er morsyg grundet tandfrembrud. Den stakkel! Jeg bruger derfor ikke vildt lang tid i køkkenet på at lave aftensmad. Denne opskrift er derfor god at kende. Den ta’r i omegnen af 1/2 time, og så er den bare rigtig lækker 🙂
Retten passer til 4 personer.
Ingredienser
- 600 g kyllingebryst
- 2 mellemstore løg
- 4 fed hvidløg
- 250 g champignon
- 1 squash
- 1 rød peber
- 5 dl vand
- 1 hønsebouillonterning
- 6 dl madlavningsfløde
- 375 g spaghetti
- oliven
- revet parmesan
- salt/peber
Fremgangsmåde
- Hak løg i små stykker og pres hvidløgene med en hvidløgspresser.
- Skær kyllingefiletterne i små stykker og steg dem på en pande i lidt olie.
- Tilsæt løg og hvidløg til kyllingen på panden og lad det stege et par minutter. Tilføj salt og peber.
- Rengør champignon, squash og rød peber og skær grøntsagerne i små mundrette stykker.
- Kog spaghettien i en separat gryde efter anvisningen på pakken og tilføj lidt olie i vandet, da det medvirker, at spaghettien ikke klumper sammen og dermed er lettere at skille ad ved servering.
- Tilføj vand, hønsebouillonterning og madlavningsfløde på panden og rør godt rundt, indtil blandingen er ensartet. Kog derefter blandingen op, indtil den tykner en smule.
- Når spaghettien er kogt, tilsættes pastaen til grøntsagssaucen på panden. Rør det hele godt sammen. Smag til med salt og peber.
- Servér den cremede spaghetti-ret med friskrevet parmesan, oliven og evt. lidt brød.
- Velbekomme 🙂