At sætte tænderne i en belgisk vaffel toppet med is, chokoladesovs og friske bær er noget af det lækreste, jeg ved. De belgiske vafler skiller sig ud fra den traditionelle vaffel med deres firkantede form og tykkelse, og de er et godt alternativ til eksempelvis pandekager. De kan både serveres til en omgang brunch eller som dessert.
Bag dem gerne før tid og smid dem i fryseren. Så har du en nem dessert, som bare lige skal varmes 5-7 minutter i ovnen (175 grader varmluft), før de er klar til at blive nydt. Denne opskrift strækker til 8-10 belgiske vafler alt afhængig af jernets eller formens størrelse.
Ingredienser
- 3 æggeblommer
- 2,5 dl mælk
- 3 dl hvedemel
- 1 knsp salt
- 1 tsk bagepulver
- 1 dl sukker
- 90 g smeltet smør
- 3 æggehvider
Sådan gør du
- Opvarm ovnen til 220 grader (varmluft).
- Bland æggeblommer, mælk, mel, salt, bagepulver og sukker med en el-pisker.
- Tilsæt smeltet smør og bland igen, til du har en ensartet masse.
- Pisk æggehviderne stive i en anden skål og vend dem forsigtigt i dejen.
- Fordel dejen i dine vaffelforme og bag dem i 10-12 minutter.
- Serveres med is, flødeskum, marmelade eller flormelis.