Tykke eller tynde? Sprøde eller bløde? Der findes mange forskellige opskrifter på brunkager og ligeså mange holdninger til, hvordan en rigtig brunkage skal smage. Både min farmor og mormor lavede vildt gode papirtynde brunkager skåret ud på en pålægsmaskine. Det er gået i arv, så når min mor laver brunkager, bliver de også dejligt tynde og super sprøde, fordi hun bruger pålægsmaskinen. Fortvivl ikke, hvis ikke du ejer en pålægsmaskine – du kan stadig opnå en omgang tynde brunkager vha. en halvfrossen kagedej og en skarp kniv (læs mere i fremgangsmåden i opskriften). Prøv dig frem. You can do it 🙂
Ingredienser
- 250 g smør
- 125 g brun farin
- 250 g sirup
- 1 tsk stødt nellike
- 1 tsk stødt ingefær
- 1 spsk stødt kardemomme
- 1 spsk stødt kanel
- 50 g smuttede mandler, finthakkede
- 1 tsk fintrevet økologisk appelsinskal
- 1½ tsk potaske
- 1 spsk lunet vand
- ½ kg mel
Fremgangsmåde
- Kom smør, farin og sirup i en gryde, og smelt det over middel varme. Lad det forsigtigt komme op til kogepunktet og tag derefter gryden af varmen.
- Rør nellike, ingefær, kardemomme, kanel, mandler og appelsinskal i sukkermassen.
- Opløs potasken i lidt lunet vand og rør det i sukkermassen.
- Tilsæt mel og rør godt rundt, indtil dejen er blank. Lad den køle lidt af og rul den derefter i tykke pølser. Pak dem ind i plastfolie og frys dem i et par timer, til næste dag eller i et par uger, hvis du er i ekstra god tid 🙂
- Tag dejen direkte fra fryseren og skær den i tynde skiver – eller brug en pålægsmaskine til at skære småkagerne ud.
- Bag brunkager på en bageplade beklædt med bagepapir ved 200°C (alm. ovn) i 5-7 minutter. Lad brunkagerne køle af på bagepladen.
- Velbekomme 🙂
Hej 🙂 🙂
hvis jeg bruger pålægsmaskine
skal dejen så KUN i køleskabet??
eller skal dejen i fryseren ved brug af pålægsmaskine???
Mvh 🙂 🙂
Hej Zus. Tak for dit spørgsmål! 🙂 Det ville være en god idé at tage dejen i fryseren, som du selv foreslår, hvis du bruger pålægsmaskine, da det så bliver lettere at skære småkagerne i den ønskede tykkelse 🙂 Vh Momsemad.dk